Naturbørnehave

Muldvarpen er en naturbørnehave, hvor naturen er et fantastisk frirum, hvor fantasien og sanserne har frit spil. En kæmpe udfordrende og sund legeplads for børnene. Vi mener, at det skaber lyst til og mod på livet, altså øget livskvalitet at leve med naturen, og derfor tror vi på, at vi skaber børn med energi, overskud, gåpåmod og nysgerrighed og ikke mindst en uvurderlig robusthed. Naturen rummer altså nogle kvaliteter og muligheder, som er en pædagogisk styrke i hverdagen i Muldvarpen. Vi mener desuden, at et aktivt udeliv giver de bedste forudsætninger for at stimulere barnets udvikling af personlige, sociale og motoriske kompetencer.

Den primære oplevelse

Ved at færdes i naturen åbnes der for alle sanserne. Blomsterne dufter, solen varmer, fuglene synger, bærene er sure, og muldvarpeskuddene ser sjove ud. Børnene får fantastiske muligheder for at gøre sig nogle praktiske erfaringer i naturens mangfoldighed.

Med naturoplevelser, hvor alle sanser bruges, udvikler børnene virkelighedsnære og personlige erfaringer, som har stor værdi for dannelsen og forståelsen af meningsfyldte begreber, på lige fod med højtlæsning og genfortælling! 

Fordybelse og udfoldelse

Naturen giver mulighed for fordybelse af flere grunde. Her er helt konkret fysisk plads til at være alene eller sammen i mindre grupper. Det bevirker, at børnene ikke så let bliver forstyrret og derfor har mulighed for at fordybe sig. Ude i det fri virker støj ikke på samme måde forstyrrende. Naturen har også sin egen stilhed eller rolige rytme fra f.eks. vandet eller vinden, disse monotone lyde, åbner op for fordybelse og en indre stilhed. Vi er overbeviste om, at fordybelse er en kvalitet, som er med til at styrke både legen og de primære oplevelser. I naturen er der plads til store armbevægelser og høje Tarzanskrig, og børnene får mulighed for at udfolde sig frit.

Kreativitet

Naturen er i konstant forandring og derfor altid spændende og ny at færdes i. Det er med til at give børnene nye udfordringer, erfaringer og varierede sanseoplevelser. Netop denne forandring og naturens egne materialer giver børnene mulighed for at tænke og ”arbejde” mere kreativt. Børnene lærer at bruge og udnytte de ting, de finder i naturen, og vi har oplevet, at disse ofte er mere spændende end det færdige fabrikerede legetøj. Kreativitet er en vigtig kompetence at styrke, og vi mener, at naturen også i denne optik giver nogle ideelle rammer og muligheder.

Sundhed

Udelivet er med til at styrke børnenes sundhed på flere måder. Der er frisk luft og masser af lys, det er sundt for kroppens udvikling og giver en naturlig træthed. Naturen giver også mulighed for at styrke børnenes motorik. Der er plads til at klatre, løbe, hoppe og springe, og naturen byder på udfordringer i form af klatretræer, skrænter og ujævne overflader. Det er børnehavens opgave at inspirere til leg og aktiviteter som også styrker finmotorikken. Det er bevist, at børn der daglig færdes i naturen har færre sygedage.

Udvikling af natur og miljøbevidsthed

Glæden ved naturen er nok det absolut vigtigste udgangspunkt for udvikling af naturforståelse og miljøbevidsthed. Vi mener, at børns kendskab til naturen og dens forskellighed, er en forudsætning for senere at forstå betydningen af naturens kredsløb, bæredygtighedsprincipperne samt den økologiske tanke. I Muldvarpen oplever børnene naturens forskellighed samt økologi som en naturlig del af hverdag.

Følg med på vores Facebookside