Pædagogik

Menneskesyn
Vi ser barnet, som en selvstændig og aktiv aktør, der er kompetent til at have indflydelse på sit eget liv. Vi udvikles som mennesker i samspil med andre, og det sociale fællesskab er en forudsætning for den personlige og individuelle udvikling. Alle har ret til at blive mødt med ligeværdighed og gensidig respekt for hinandens personligheder og behov.

Overordnede mål og visioner
Muldvarpen er en børnehave hvis formål er, at give børnene en udfordrende, tryg og meningsfuld barndom, hvor det enestående og unikke ved det enkelte barn bliver værdsat.

Det er et grundprincip, at vi møder børnene med en anerkendende tilgang både i sprog og handling og hermed ser og styrker det hele menneske.
Muldvarpens hverdag skal bære præg af åbenhed og nærvær for både børn, forældre og personale. Børnene skal styrkes i at være selvstændige og sociale og opleve forskelligheden som en styrke. Der skal være rum for fantasi, kreativitet, spontanitet og fordybelse. Naturen er en naturlig del af hverdagen.

Selvforvaltning
Vi mener, at børn er kompetente til at træffe valg og udføre handlinger, der vedrørende egne behov og ønsker. ”Hver gang vi gør noget for et barn, som det godt selv kunne have gjort, har vi holdt en lille smule tilbage af dets udvikling”. Derfor er selvforvaltning en vigtig kompetence, som vi vægter højt i Muldvarpen.

Vi skal give barnet mulighed for, at det selv kan bestemme, men inden for nogle rammer, som er realistiske og overskuelige for barnet. Med andre ord skal vi bygge et stillads af omsorg og vejledning, som barnet kan støtte sig til, indtil det evner at tage det fulde ansvar for sit eget liv.

Selvforvaltning betyder altså ikke, at vi som voksne kan læne os tilbage med den tro, at barnet selv kan forvalte sit liv, tværtimod. Det kræver, at vi som voksne har respekt og empati for det enkelte barn, for at kunne sætte de rigtige og ofte individuelle rammer og yde den nødvendige støtte. Der skal være fokus på det enkelte barn som en del af fællesskabet. Grænsen for selvforvaltning overtrædes, hvis den krænker andres selvbestemmelse eller ødelægger fællesskabet.

Leg og fantasi
Børn oplever og lærer gennem leg, derfor opfatter vi legen som altafgørende for barnets forståelse og erkendelse af den verden det lever i. I legen udveksler børn erfaringer og eksperimenterer med deres forskelligheder, hvilket er med til at udvikle deres selvværdsfølelse og selvopfattelse.

Fantasi er et vigtigt element i en sund og udviklende leg. Fantasi er som at drømme i vågen tilstand eller evnen til at forstille sig noget ikke synligt. Vi anser derfor fantasien som en vigtig forudsætning for at udvikle kreative kompetencer.

Det er vores mål i Muldvarpen at give barnet tid, rum og mulighed for at fantasere og lege, så det kan udforske verden, sig selv og fællesskabet. Vi vil støtte børnene i deres leg og være igangsættende, hvis vi vurderer, at det er nødvendigt